søndag den 30. november 2014

Zanzibar, Paje

Fra tirsdag d. 25 november til søndag d. 30 november boede vi i Paje, på østøen af Zanzibar. Vi boede praktisk talt på stranden, og havde alt hvad vi skulle bruge der: det indiske ocean, en volleyballbane, restauranter og klubber om aftenen. Derudover var vejret helt fantastisk: Kun en gang oplevede vi at det regnede på Zanzibar, og det var dagen vi tog hjem. Jeg nød virkelig strandlivet på Zanzibar, at man kunne gå barfodet overalt og svømme i det varme hav til solnedgangen (bortset fra når tidevandet var uregelmæssigt, vandet var som regel væk fra 11-15, men varierede en del). Derfor var det lidt trist at tage tilbage til Kenya i regnvejr. Jeg forstår nu bedre hvorfor man kalder Nanyuki for værende "kold", når man kommer fra den ulidelige varme i Tanzania, og lavere beliggende steder i Kenya for den sags skyld.
Til gengæld var transporten til Kenya med fly en god og sjov oplevelse, da det var flere af GCC'ernes første gang til at flyve, ligesom flere af dem ikke havde set havet før vi ankom til Dar.

lørdag den 29. november 2014

Zanzibar, Stone Town

Fra d.  21 - 25 november tog vi til Zanzibar, hvor vi boede i Zanzibar City i et område kaldet Stone Town. Vi tog en hurtigfærge derover på 1,5 time fra Dar, kaldet "Kilimanjaro" ligesom alt andet hernede: hoteller, vand, øl, barer, alt er opkaldt efter Afrikas højeste bjerg. 
Man skulle ikke tro det var muligt, men Zanzibar er endnu varmere end Dar Es Salaam og myggene er endnu mere agressive. De er specialtrænede dræbermyg, der er ligeglade med myggespray og dobbelt så store som nogle andre myg jeg har set.
Stone Town er en virkelig fin og hyggelig by med mange små og smalle gader, hvor det er utrolig nemt at fare vild, og meget aktivitet i gaderne, såsom gadekøkkenerne, hvor man kan få al slags mad, inklusive et stort udvalg af friskfanget fisk. 
I de dage vi var der, var vi på "Spice tour", en rundvisning i en krydderiplantage. Vi så en gammel slavegrotte og besøgte om søndagen et rehabilitationscenter. Zanzibar er næsten udelukkende ren ferie for os, og også en mere turistet oplevelse end resten af kurset. Derfor blev det også til flere ture på stranden, middage ude på f.eks. en tapasrestaurant og en tur ned til den sydlige del af øen, hvor jeg svømmede med delfiner og snorklede for første gang!